Nytårsfortsæt

Jeg prøver at blive bedre
men jeg er som skudt ud af en kanon
lander et eller andet sted mellem din krop og metrostationen
med smerte i mine fødder
og drømme der glider hen over mit hoved og gør ondt hver gang de rykker sig en centimeter
Som raw plugs indgroet i min teenagehud

Jeg burde komme væk
Finde nye tanker
Lade vrede og nedtonede seksuelle frustrationer blive liggende på min hems
Lade tangen fra dybhavet opsluge vores ansigter
Folkeskolekærlighed der føles dyb som en å
Østrogenhormoner og platte påfund
Jeg har aldrig kysset en blød pige med vodka og kakaomælk mellem sine fortænder
Bryster som mælkereklamer
Ben som omklædningsrummet i Sundby badet
Organer som menneskerettigheder

Jeg burde tage hånd om mig selv
Holde op med at drikke så meget rødvin for at drukne tanker som
At sidde i et klasselokale og vide at hun sidder derude på gangen
Og har katteøjne og knuger sine små hænder som nyresten mod sit hellige bryst
Og en milliard rumænske skoledrenge falder
Nu frelste og opfyldt af ånd
For hendes fødder i evig lovprisning

Jeg bliver kidnappet snart
Skåret op på langs
Mine nyrer sender de til Istanbul
Mine lunger til Shanghai
Min hjerne til Glostrup
Jeg vil dissekere min kærlighed
Stole på vejene
Blive bedre

Jeg er en ærkeengel. Jeg er et lille barn. Jeg er et juletræ. 

Jeg er de ting din mor tænker på, når hun ser din fremtid foran sig, udstrakt som en lang asfalsrulle over en bred mark af misforståede ideer og senmoderne forviklinger. 

Jeg er et koncept, en måde at forstå verden på. Jeg er Louisiana efter lukketid. Jeg er din lugt. Jeg er en din verden.

Du tror du kan klare dig uden mig, men jeg er der hele tiden under dig, som en svag hvisken, et kort svar på et spørgsmål du aldrig fik stillet.

Elsker du mig? Ja men jeg kan ikke se frem for mig. Jeg prøver tit at finde vej i byen alene om aftenen. Det går altid galt.

Forstår du mig? Jeg prøver virkelig. Jeg prøver, men sattelitterne virker ikke, så langt væk fra jordens overflade.

Kender du mig? Jeg kender en ide om dig. Jeg kender måden du ser ud på om morgenen. jeg kender dit hår, jeg kender dine hænder, men det er alt sammen mudret og udtryk for et latent behov for anerkendelse og at klamre sig, til det man tror er ens eget. Jeg er en lille kalv på en mark af vand. Jeg er en tjener på Titanic, der sover fra skibets forlis og aldrig vågner igen. Jeg var en god ide, en fin tanke der blev til en meget stor fejltagelse. Tror du det er for sjov, når jeg giver dig mine tanker som små kalendergaver, pakket ind i blå i og hvidt, gode at spise i de næste 5 år? 

Jeg er en upoetisk, dum lille fugl og det eneste jeg nogensinde har præsteret i livet er pænt kraveben og en sprøjteorgasme. jeg vil ikke have det til at lade mig være i fred. Jeg er en varulv. Jeg hyler under månen. Jeg kaster mig ud i dybhavet. jeg er en fisk.

Findes du? Jeg prøver.

Fuck

Stella tog sin jakke på. Der var stadig 2 timer til festen startede, men hun havde brug for at komme ud af huset. Hun tog sine oversize læderstøvler på og dalrede ned af opgangen. Hendes hår var ved at blive længere, og lå som en beskyttende hjelm om hendes hoved, som hun kunne skule ud af når hun gik på gaden. Det var ved at blive mørkt, og der var næsten ingen mennesker, bortset fra en gruppe indvandrerdrenge der hang ved bredden af kanalen med deres hunde. Stella gik ned i en kiosk og købte en øl. Hun satte sig og drak øllen ved kanalen og smed sten i vandet. Hendes ben dinglede. Hun slog dem mod siden af kanalen, hårdere og hårdere. Tårene pressede mod hendes øjne. Hun fandt en rytme og slog benene hurtigere. Smerten i hendes hæle var distraherende og hun blev ved. Pludselig faldt hendes ene lædersko af og faldt ned i det kolde sorte vand 2 meter under hende. Fuck. Stella rejste sig lynhurtigt op og sprang ned på de sten der var under hende og prøvede at nå den. Men skoen flød lige så langsomt væk, indtil den lavede en lille glup-lyd og forsvandt ned i det sorte dyb. "Fuck!" sagde Stella højt for sig selv. Indvandrerknægtene sendte hende et kollektivt blik og hun kunne høre nogen grine. Hun greb sine ting, vendte sig om, og gik tilbage mod lejligheden.

vilde hjerter

De skræmte mig væk fra min naturlige ekstasi
og jeg har aldrig lavet lektier siden
Livet er lavet af skrå brædder, vi glider ned med mørke, mørke rander under øjnene på kanten af kanalen
Måger i et omtåget højhus
Tag mig i hånden og træk mig ned i tangdybet
på en loftslejlighed på Vesterbro
Og vilde hjerter kører på LP-afspilleren
Åndssvage populister
Facister
og chauvinister
Ikke sært alle tror
vi er vrede
og farlige

Tekop

Jeg ville godt turde kaste mig ud over kanten
Hvis jeg havde en lyserød fjerboa og et ordbillede fuld af lyd i min mund
og det eneste jeg rigtigt kunne tænke på, er sket for lang tid siden
Jeg kan ikke lide at have hemmeligheder
og ting føles kryptisk
Og der er geder og gespenster rundt om hjørnerne
de venter bare på at springe på os, hvis vi ikke kigger bagud når vi drejer
Forandringerne er en integreret del af urskovens økosystem
Vidste du at jeg fik 4 mark i naturgeografi
Jeg kan grave det som en spade i den lugtende muldjord i Lynge
Lynge der lynger sig som lunken flødemælk med E-numre
Der allesammen er blevet memoriseret af dig og din kæreste
Vidste du, at piger med for store overarme også har følelser?
Jeg føler jeg nærmer mig noget konkret
bestående af lange kombinationer af 1 og 0, nerver og blod og profetier mod himmerriget
Det er som en daggammel havregryn med jord i
Men der kan altid tydes ting på bunden af en tekop, når man tør vente længe nok

teenage stream of consciousness

en sommer
Hvor livets mening primært bestod af gamle øl og hellige kapsler der slangede sig som en å i mine forældres have
Og 8 kroppe lå tæt sammenslymgede på min hems om natten
Og vi druknede os selv og vores naboer i amager strands kolde vand
Mens vi løb afklædte op og ned af strandpromenaden
Og de to piger med kort og krøllet hår kyssede hinanden én gang ude i haven
Før vi allesammen blev deprimerede og gamle og syge
Og pakkede vores kroppe ind i vat og gamle aviser
Før vi gik ture i det overskyede vejr og ledte efter hinanden
Før kolliderede vi
Og troede vi hallucinerede når det eneste vi kunne se fra vores brækkede kraveben og magre kroppe
var guitarkasser og jimmy hendrix for fuldt drøn
Jeg har givet den et navn, er den ikke sød
Hvordan overbeviser man en ambulance-chauffør om, at man ikke har taget stoffer, når ens pupiller er store som tekopper og ens forældre drikker chai latte og dyre drinks i Bangalore og sover når du er vågen?
Freestyler from the top of my dome
Og vores dome er et lille hus på amager og et skur med tomme øldåser i
Hallucinerende, nøgne og hellige drager vi os selv imod en håbløs mening
Tungeslaskende, sensationssøgende, hormonforstyrret
Jeg ved godt din mor er hr. og fru danmark, men ligenu har du et vaskebræt som en konkurrencesvømmer, og alle vil i seng med dig
Bortset fra de to piger der gemmer sig og fletter fingre
De skal snart slynge hinanden ud i deres livs tragedie, men det ved de ikke endnu
Og hvis det lykkes os at skrubbe pletterne af loftet
Og vente til supermarkedet igen bliver fydt med harboe pilsner
Kan vi leve i vores teenagerus af drømme og lort lige indtil sommerferien er slut

varulve

Stella kunne huske første gang hun mødte Katinka tydeligt. Hun havde leget i gården om aftenen, tæt på den parkeringsplads hun havde set sin far på. Hun fik øje på Katinka, siddende under et klatrestativ, lille pige med det røde hår i to fletninger. "Hvad laver du?" havde hun taget sig mod til at spørge. "Jeg er en varulv. Jeg gemmer mig fra månen." sagde Katinka og trak sit strikkede halstørklæde lidt op omkring sit ansigt. "Jeg hedder Katinka, men kald mig Luna Violine Natskygge." (Stella har drillet hende med dette lige side, og når Katinka er fuld nok, reagerer hun perfekt på Luna Natskygge). "Må jeg godt være med?" spurgte Stella og flyttede nervøst på sine fødder. Katinka kiggede kritisk på hende. "Er du en dreng eller en pige?" spurgte hun, med et forvirret blik på Stellas hjemmeklippede navy-cut møder svenskerhår og lyserøde sandaler. Stella grinede. "Jeg hedder Stella. Se selv." I loommen havde Stella et grimt sammenkrøllet papir, med et billede af hende siddende i en skov og hendes navn (Stella J. Bastiansen) skrevet over - et splinternyt bålbevis fra fritidshjemmet og hun havde allerede krøllet det helt sammen. Katinka havde taget hårdt fat i hendes arm og trukket hende ned til sig. "Pas på! Månen kommer snart frem!". De havde været varulve, slået indbyggerne i gården ihjel, spist magiske tic-tac'er der gav den superkræfter og Katinka havde været en varulve-unge, som Stella havde puttet sin jakke rundt om når den skulle sove. Klokken var blevet alt for lang tid over sengetid og da Stella og Katinka kom hjem, var der kontant afregning i mængden af fredagsslik for Katinkas vedkommende og en foruroligende mangel på konsekvenser for Stellas. 

En sang om ensomhed fra en kanape for lang tid siden
Lad os ligge os ned i isvandet og klamre os til hinanden
Tiden går i en cirkel og tankernes spind om dine blå øjne, danner magiske tårne der tager os helt til himlen og englene
På en veranda i Jylland
Sagde du, at du ikke ville se mig mere
Nordisk melankoli der flyver som stille toner og nordlys over betonbygningerne, hvor dig og din mor bor
Har aldrig været helt så stille her omkring

gamle ting jeg har skrevet nr. 2

Jeg kan godt lide de små hår i din nakke
Kakafoni af skønne konstruktioner
Skørt på sin egen måde
vil jeg gerne tage ud imod det
som de hele tiden taler om
rubinindrammet sukkerske mod blød hud
sat i forbindelse med rusten forvirring og nødige forbindelser
Vil vore vilje til at prøve os frem
kunne gøre os til andet end
ferskner i badet
duer på taget?
Europakortet i klasselokalet lugter som din mors frisure
Surt
Men afhængighedsdannende
Symboler som vi omgiver os med
Mens vi smutter om bagved
og træner rygsvømning på vrangen
En underlig ting
Kakaduen kan smile helt
Svagt oplyste pletter på din sommerfuglehud

Storsejlet

Katamaraner og katalysatorer
er hvad præcis hvad jeg spørger efter
når jeg banker på hos havnefogeden
for at låne hans skovl
og hans datter
Verden består af cement og porcelænsplastik
Græsk-katolsk protestant katalysisme
Implantater der fører os imod intraforbindelser
Mumlerier, fisket biotopi
Idealerne smuldrer og jeg tænker hele tiden på smudsende dybder fra dybdemåleren på forstævnet
Du blinker mens du fokuserer dine øjenbryn
Tjek ind ; tjek ud
Langt reb ; kort snor
Overfladespændingen gør betændelsen vildere
Det ligger som en mumlen under os
Uforklarligt spytslik for hele menageriet
De trækker mig i benet
Tror jeg overdriver
Hunden, halser, hæmoglobinforbindelser
Autoterapeutisk selvironi
Der et kapitel tilbage
Og vi skal hæve storsejlet ned
Vaklende, vaklende, vaklende
Vanvittig konstallation
Clipper ; depth
Clippet ; depth
Vi nærmer os

Poetry, Texas

Jeg prøvede forsigtigt at vælte dig i vandet igår, da vi drak os fulde i rødvin på bredden af H. C. Ørsteds søen, 27,- for en halv liter og vi blæser lidt på det hele. Brugte hele dagen på at sove, drømte jeg var faret vild i en bus der kørte mod Mississipi, mod Poetry i Texas. De bildæksformede biker-mænd på det busstopsted jeg stod af på, lod mig låne deres telefon, men det lykkedes ikke at få fat på nogen, fordi jeg nogle gange lever i en isoleret boble fra omverdenen og kan blive lidt tilsidesat af manglen på datachips, tdc-taletidskort og andet grej, det skal til for at holde sig selv kørende i det senmoderne samfund. Der var tørt og varmt, men jeg havde en underlig afskåret fornemmelse, som at være en potteplante der er belevet revet op med sine rødder og sendt på en rumsonde med ukendt destination, til at cirkulere om jorden i de næste 10 år. På en måde ligesom den gang, jeg notesbogsnoterede hver eneste bevægelse fra et ungt kærestepar på en togtur fra min mormor og morfar som cirka 14 årig, og de var forvirrede og ind kommer en mand med omkring 20 bøjler med nyrenset tøj på, og jeg kan stadig huske at elske ham en lille smule, fordi han stod der og så så naiv og dum ud, med alle tøjbøjlerne og de plasticsindpakkede jakkesæt dinglende omkring hans ranglede krop. Jeg kunne godt have taget ham i hændene, givet ham en kiks og en kop the og lært ham at læse Viriginia Wolf. Hvis vi nu siger, at hver eneste erindring er en rekreation af pågældende begivenhed, så er du aldrig helt færdig med noget. Ikke med en film, og ikke med en s-togs rejse eller den underlige by Poetry, der minder mig om stanken på Sjælør Bodega, og den gamle mand der råbte "SÆK" efter mig, da jeg spurgte om jeg måtte låne deres toilet. Hvis jeg ser et egetræsblad, får jeg altid lyst til at hive alt bladmassen af fra stænglerne i bladet, så det ligner et underligt fiskeben af grønkorn og biomasse. Det er lidt ligesom at leje med ord - nye konstruktioner der opstår ved at vælge ting fra. Hvordan kunne billedhuggeren se, at der var en hest i stenen? Det er alt sammen meget meningsfuldt og noget vi, følsomme skrukforvirrede teenagepiger og midaldrende mænd, skal gemme ind under vores skovmandskjorter og blomsterkjoler og tage med os i graven-

girl, you'll be a woman soon

Verdens er lavet af tulipaner idag og der er småbadende nymfer i min forhave, forstadsaristokrati på det højeste niveau. Hvis jeg lader dem bide mig i tåspidsene, kan jeg mærke hvordan det kribler hele vejen op i min mave, spytslikkende bræk og blæk fra en gang på et skib i Sverige. Lanternerne får en dramaturgisk hjælper/bøddel funktion i min eget postkortet-kantede og sorthvide fortolkning. Jeg kan se mig selv, stående ude ved masten, bølgeskum over min trøje, med lillebitte Esteban i armene, spanske bøsse-fantasier med aids-resistent immunforsvar. Nogle gange føles det ligesom, at strække din hånd ud gennem krystalglas, og mærke hvordan din hånd smadrer igennem det (og får blødende sår op af håndleddet, der resten af dit liv vil minde dig om, at sukkerskeer og bløde kavalergange, aldrig er nok til at igangsætte din krops koaligationsfaktorer og blodplader) og næsten når målet. Sucessen stiger dig til hovedet, det bruser ligesom purpurbrus gennem dine blodårer og jordens tarmflora folder sig ud foran dig. Men det er faktisk bare en ukønnet konstruktion, en ting der kun eksisterer i sin performativitet. Det er bare ærgerligt.

zimmysap

Popcornsmaskinepop og neonlys for toiletterne på en diner, hvor jeg stod helt tæt op af hende, for det der nu synes som en hel del år siden, og tænkte på om jeg skulle kysse hende, men det virkede for meget, så vi grinte bare og tog nogle fedtede flæskesvær fra en aluminumsbakke en eller anden pensionist havde stilt frem.
This is neither the time or the place to get macho
Mine hovedtelefoner kører på fuldt drøn, men så bliver det for meget så jeg river dem af og tæller højt for mig selv (på fransk for øvelsens skyld): "Un, deux, trois, cent-cinq, quinze, quatre-vingt-dix-neuf." Hver eneste flise på fortovet flugter med mine trætte fødder. Jeg leviterer en lille smule og for at gøre mig selv tryg, synger lidt, tænker på noget andet, hest med skyklapper på og trætte muler. De her ting plejer ikke at ske for mig, beskidte hveder i en boksekamp på mors og andre skæve ting, der plejer at være pæne at se på udefra, eller fra en film og sådan. Vidste du at jeg mest er inspireret af de ting DU skriver, men skriver man så med sin egen stemme, og hvornår bliver det bare blæblæblæ. Føler at jeg ser godt ud i spejlet om aftenen, men føler mig grim som fanden, når jeg slæber mig op og ned af trapperne, op på 4. matematik, ned på 2. historie. Sjovt hvordan ting der engang virkede tiltalende lugter underligt.
it's either fortune or fame/you can pick one of the other, though neither of them ought to be what they claim
Jeg mener stadig at kunne teksterne til ihvertfald 5-6 album.

kompas

Det er lidt ligesom følelsen af, at være et kompas der ikke kan finde ud af hvor nord er.
Det er ret nederen.

hullet

Jeg sidder i min mormors baghave og kigger op på de hundredetusinde af svaler der flyver i kæmpe store gigantiske flokke. De folder sig som bølger over himlen, og under deres vinger har de mystiske frynser, der glimter som nordlys når man ser det langt væk fra. Jeg sidder i en havestol i min mormors have og kigger på dem, højt oppe i himlen. Den bedske duft af slået græs der er mugnet i sommerheden fylder luften, mens svalerne flyver bort med en lavmålt klirren, ligesom små klokker i vinden. Jeg kigger efter dem en sidste gang, inden den sidste raslende svalevinge forsvinder bag trætoppene fra bøgetræerne bag vores nabos indkørsel. Forleden dag fandt jeg et hul i vores have, en lille underlig hulning, ligesom huller i kraniet på et nyfødt barn. Det ligesom svupper i jorden når jeg sætter min fod der, men jeg trækker den altid tilbage inden den forsvinder helt og muligvis dematerialiserer sig selv dernede. Jeg har endnu ikke fortalt nogen om hullet, men jeg har en fornemmelse af at der er en forbindelse til svalerne.

Emmas hænder føles klamme, da hun tager mig i hånden og klapper mig kærligt på kinden. "Mor er stadig ikke rigtigt klar til at få besøg du, så hvis det er okay med dig, vil mormor rigtig gerne have dig boende en uges tid endnu, du ved hvordan det er, og vi vil jo nødigt komplicere tingene, vel?" En svag og velkendt duft af støv og brombær følger rundt med hende, og jeg ligger mærke til, at hun har mors sølvfarvede øreringe på. Der er nogle gange ting, man ikke tør sige til hinanden, så jeg accepterer og sætter mig på en stor sten i haven. Emma stikker hovedet ud og kigger medlidende på mig og spørger, om jeg vil have noget saftevand, så jeg går ud imod legepladsen et par gader henne. De kedelige villaveje minder mig om sodabrus uden smag.

Hun er lille, grå og ikke videre bemærkelsesværdig, hvis det ikke havde været for omstændighederne. Den lille pige har en hvid hund og sidder bare på gyngen og gyng-ganger, men alligevel får jeg et chok udover det sædvanelige og hopper et par skridt tilbage, da vi får øje på hinanden. Hun kigger på mig, og det føles som om hendes små øjne er lavet af brunt rågummi.

"Hej med dig, er du alene?"

Hun kigger sig surmulende omkring, mens hunden sprinter forvirret rundt.

"Monsieur kan ikke finde sit kødben. Han kan godt lugten, men jeg tør ikke følge efter ham."

"Er Monsieur din hund?"

Hun nikker og hendes runde rågummiøjne falder ned imod mine fødder.

"Skal jeg følge dig?"

Hun nikker bekræftende. Pludselig lyder der en velkendt lyd bag mig, en ringlen fra vingerne af tusind regnbuefarvede svaler. De dukker op bag os som en stor sort og regnbuefarvet flænge på himlen. Rågummi-pigen ser åndsfraværende ud, mens luften sitrer af svalerne der flyver over vores hoveder og jeg føler at verden er forhekset og at jeg kan male med alle vindens farver. I det samme som svalerne passerer vores hoveder stikker Monsiuer i løb. "Monsieur!" rågummipigen forsvinder efter ham ned af en gade. Jeg står tilbage og har fnuller mellem tæerne, og mens jeg kan høre en svag genklang af en mor der ikke vil kompliceres, begynder jeg at spadsere mod det der både er mit hus og den retning rågummi-pigen løb i.

Nede af nr. 2 gade fanger jeg dem igen, Monsiuer løber i en stik mod mormors hus, mens rågummi-pigen råber op. Da Monsieur sætter sit vandvittige løb ind i mormors have, føler jeg at mit territorie er i fare, og skrider ind. Rågummi-pigen og mig bevæger os ind i min have, hvor jeg får øje på Monsieur nede i bunden. Hun griber min hånd på en måde, der både føles varm og foruroligende. Mens en svag ranglen fra en efterladt svale bølger over os, træder Monsieur på hullet. Rågummi-pigen gisper i rædsel, mens Monsiuer trækkes ned i hullet, og det hele sker så hurtigt, at jeg kan genkalde mig episoden i slowmotion, hvordan Monsieurs poter langsomt bliver opslugt af den brune jord, som om jorden kravler opad i lige så høj grad som Monsieur falder nedad. Jeg husker det sidste sekund hvor vi kun kunne se dens ører kort efter et sidste forskrækket bjæf gik gennem stilheden. Og så var den væk. Rågummi-pigen så ud til at tage tabet af sim hund meget alvorligt, og brød ud i en flæbende gråd. Jeg ville gerne have holdt fast hendes små hænder og opfinde en forklaring om julemanden og svalerne, men nogengange er livet bare ondt og uforklarligt og jeg kunne høre Emma kalde på mig fra huset, for at sige farvel inden hun ville komme igen om en uges tid, så jeg vendte mig mod huset, hviskede et sidst hemmeligt kodeord til rågummi-pigen og satte i.

Hjorteflok

Det er et spørgsmål om forvirring, angst og alle de ting der ligger mellem linjerne, når vi trækker de små hår ud af hinandens armhuler med en kulde og angst, der kunne minde om nordpolen, Stalingrad i november, gårdvagter med pigerne i baggrunden. Jeg tænker, at vi er tilsidesat fra vores egne tanker, når vi ligger os ned i sneen og lytter til ænderne og mågerne og duerne, der er ude efter mad på denne kolde dag. En sted langt væk bevæger en flok hjorte sig igennem det inkonsistente ufremkommelige landskab, mens deres hove knitrer inciterende i den nyfaldne sne. De er på listen over alle de ting jeg ikke må gøre, alle de mange små praktiske detaljer, der falder om os som en talregn, uendelige bølger af 0 og 1, der svæver omkring flokken, jeg kan se dem formere sig og forme et kaligrafisk mønster, en mening med de små kruseduller og snirklinger der folder sig i luften. Det er ligesom tiden står stille i et kort sekund, før vi løber videre ud mod horisonten. 

fersken

D for Dorthe, Dorothy, dårlige dumme dannelser dersom drengene disker diskret. Mit ansigt er lavet af sne og jeg har uldne arsokker på, uden noget specielt formål, konstruktioner af uspiste forstyrrelser og neurotiske lidelser, imens vi venter på at det går over; uden for ved busstoppestedet, og livet ligesom hænger på en snor imellem liv og død og færdigskrællede gulerødder i farvede plastikkrus. Det er tidligt om morgenen, men ikke for tidligt til at vi stadig kan nå, at få noget ud af dagen - Nej, hehe, denne dag kan vende om på vores liv, sagde Mrs. Dalloways datter inden hun satte sit urørte og uskyldige legeme ind i en bus fuldt af fremmede mænd, og håbede på ikke at ende sin skæbne som et stykke smukt men forkastet slikpapir, som en eller anden har brugt tid på at glatte ud selv om det er blevet spist. "Vil du have mit æg?". Det er mere end jeg kan sige for mig selv, under alle omstændigheder.
Jeg synes vi burde tage et bad sammen, og vaske os helt rene for alt det skidt der sidder på din krop i løbet af dagen, og hvisker til dig, og fordrejer dine rigtige og kristne tanker. Alt der fjerner os fra Jesus fjerner os fra vores kropslighed. Det er varmt stof imod fordrejet velcro, det er at komme til at smage på ordene der ligger ligesom små vandpytter af ord, som allesamen føles forskelligt når du slubrer dem op imellem dine tænder, og det drypper med orangesaft fra loftet ned over mine nye kondisko, som var så hvide før du kom. Og nogle gange drypper den orange ferskenssaft også ned i mine lunger, og jeg bliver forpustet og svimmel ved den mindste berøring udefra, og ligger helt stille for ligesom at isolere problemet, så det bliver mindre og nemmere at håndtere. Så føler jeg mig lidt mindre som et menneske for hver gang det sker, og hvem ved, måske forsvinder jeg helt en dag?

Hvalsang

Det kaldes at holde op med at have tid til det pjat, og er det punkt vi alle burde komme til. I stedet for at være umodne grisebasser der sviner vores rene tøj til inden middagsmaden (og ikke kommer til lørdagsrengøring) bør vi svinge os i lianerne over vores køkkenhave i bedste arlareklamestil. Husk på, at ord er magt, så vi må hellere bruge så få som muligt. For at være rebel vil jeg dog gøre det alligevel - for hvem ved om det gamle sure ansigt, der måske findes inde bag træbarken hvis jeg graver længe nok, alligevel kan bevæges og fås til at kigge op mod den lyseblå himmel inden der er solformørkelse i Kina. Det kan siges at være en spøjs udsigt herfra, eftersom alt andet end det jeg sagde til dig igår, stadig findes der nede et sted, begravet under et par lag af almindelig høflighed og glemsomhed. Det er ligesom alt skønheden i verden... Jeg stopper mig selv, tvivler på at nogen sætter pris på det, men er ikke på vej i seng, ikke på de præmisser ihvert fald, jeg vil først eksplodere, siden implodere og tilsidst besvime, som en lille pelsklump under et panser, som et lille barn i en hule langt langt under jordoverfladen. Så vil jeg trykke min næse flad mod den bløde sorte muld og vente på at trafikken over mig stilner og der bliver tyst omkring mig. Så vil jeg synge, hvalsang og påfuglesang og vente på at nogen måske endda kommer til mig. Hvis jeg nu bare synger længe nok. 

Drengene

Jeg elsker drenge
Drenge har langt bølget hår og bløde læbestiftsrøde munde
Drenge har små hænder og slanke arme
Drenge bevæger sig i små flokke og tygger tyggegummi
Drenge vrikker med deres hofter i stramme små kjoler
Drenge bruger tid på deres teint og foundation
Drenge tager sig godt ud 
Drenge er altid tvetydige
Drenge kan få dig til at tabe alle de ting du havde i hænderne
Drenge kan signalere tusind følelser med et kast med de lange øjenvipper
Jeg elsker drenge, det gør vi allesammen

Ko

Wow, den her blog er seriøst grim. Burde gøre noget ved det. Er også en kende nervøs over min computer, der ser ud som om den er ved at bryde sammen. Men jeg har vinterferie, jeg har intet at lave, fordi vi på vores produktion af filmen med de udstoppede fugle holder "hviledag", og som overspringshandling for at jeg burde gøre rent inden min mor kommer hjem, gør jeg det her. Og håber lidt at nogen læser det?

Hvad kalder de udstoppede fugle, end underlig slags preservering af liv, håber de også en dag kan udstoppe mennesker, og sætte dem oven på hinanden i bygninger der fortsætter, time på time, med elevatorer op og ned, rundt i ringe med grøntsagsbuillon i eftersmagen af de gamle ansigter der kigger på mig, mens jeg prøver at sluge min bedstemors suppe, langt hen på formiddagen, alt for langt hen til at jeg selv kan forstå hvad jeg siger, når jeg forsøger at sætte et punktum, men kommer i tanke om at vi endda ikke har nogen tænder og at forskellen på død og minus kan være et komma. The panda eats shoots and leaves. Det er noget jeg engang lærte fra min mor, død ophavet, løsrevet eller ude af stand til at opnå kontakt med den skygge som de engang sagde havde dit navnskilt på. Det er et permalink til intetheden, til hades, til alt det som vi nogengange siger at vi er bange for, men som kommer kravlende ind på os, ligesom kræft, pesticider, eller politisk ukorrekte østrogenhormoner der enten bliver skudt ind gennem låret eller indtaget via blødgjorte plastik pakninger og vita wrap. Sjovt som vi opnår en underlig uopnåelig kontakt når vi endelig skriver sammen. Det er klik, klik, klik, ej, Tone, hvor ser du bare godt ud med de klipklapper på, bare smil pænt, buk og nej, vi er alligevel for seje til at høre på det, og vi går under ingen omstændigheder ind på de præmisser, fordi også vi er en del af den kæmpestore institution de kalder Canada og alt uden for smiler som om solen skinner fra hver eneste bakteriel fremvækst jeg føler sidder uden på. Det er ikke vrøvlet, det er fabulerende. Nogle gange så flyver mine tanker hen over Nigeria, hen over alle de forskellige steder som jeg allerede har været, men alt er sammenhængende i de 4-5 forskellige dimensioner, alt er nemlig planlagt på forhånd, paternalistisk fatalisme, det er hvad det er. Alle priserne vi gerne vil have, hænger nede fra træerne som strange fruits in the poppler tree. I virkeligheden svinger vores tanker måske bare rundt som døde kroppe, mens vi forsøger at læne os langt nok frem til at kunne høre hvad nogen siger, men det er meget langt væk, og vi er ikke selv bevidste om det, ihvert fald ikke nok til at lægge vores platoniske og ædruelige livsbegær fra os og endelig blive en del af nirvana, og andet religiøst bladder som jeg på ingen måde vil kommer nærmere ind på i forhold til mig selv. Sagen er den at jeg føler vi glider fra hinanden, som om vores menneskelighed, når den bliver isoleret og puttet i et reagensglas er som et ensomt børnehjemsbarn der dør på grund af manglende kropskontakt. Det er sådan den logiske sans i virkeligheden fungerer, og alle ved at den der taler uden om, alleligevel taber luften i sidste ende, inden han eller hun har formået at blødgøre boblen af viden den mindste smule. For hvordan skulle vi kunne udvide noget der ikke er statisk, men bevæger sig som bolde over en mørk gade i Paris et sted hvor det altid regner, mens de hjemløse går rundt og kigger på de smukke ludere og taler om deres mama mia, der vist sidder et sted i Italien med mænd de ikke kender navnet på? Det bliver alt sammen alt for kejtet, når vi endelig får åbnet sprækken en lille smule og kommer tættere på hinanden, ko.