Wow, den her blog er seriøst grim. Burde gøre noget ved det. Er også en kende nervøs over min computer, der ser ud som om den er ved at bryde sammen. Men jeg har vinterferie, jeg har intet at lave, fordi vi på vores produktion af filmen med de udstoppede fugle holder "hviledag", og som overspringshandling for at jeg burde gøre rent inden min mor kommer hjem, gør jeg det her. Og håber lidt at nogen læser det?
Hvad kalder de udstoppede fugle, end underlig slags preservering af liv, håber de også en dag kan udstoppe mennesker, og sætte dem oven på hinanden i bygninger der fortsætter, time på time, med elevatorer op og ned, rundt i ringe med grøntsagsbuillon i eftersmagen af de gamle ansigter der kigger på mig, mens jeg prøver at sluge min bedstemors suppe, langt hen på formiddagen, alt for langt hen til at jeg selv kan forstå hvad jeg siger, når jeg forsøger at sætte et punktum, men kommer i tanke om at vi endda ikke har nogen tænder og at forskellen på død og minus kan være et komma. The panda eats shoots and leaves. Det er noget jeg engang lærte fra min mor, død ophavet, løsrevet eller ude af stand til at opnå kontakt med den skygge som de engang sagde havde dit navnskilt på. Det er et permalink til intetheden, til hades, til alt det som vi nogengange siger at vi er bange for, men som kommer kravlende ind på os, ligesom kræft, pesticider, eller politisk ukorrekte østrogenhormoner der enten bliver skudt ind gennem låret eller indtaget via blødgjorte plastik pakninger og vita wrap. Sjovt som vi opnår en underlig uopnåelig kontakt når vi endelig skriver sammen. Det er klik, klik, klik, ej, Tone, hvor ser du bare godt ud med de klipklapper på, bare smil pænt, buk og nej, vi er alligevel for seje til at høre på det, og vi går under ingen omstændigheder ind på de præmisser, fordi også vi er en del af den kæmpestore institution de kalder Canada og alt uden for smiler som om solen skinner fra hver eneste bakteriel fremvækst jeg føler sidder uden på. Det er ikke vrøvlet, det er fabulerende. Nogle gange så flyver mine tanker hen over Nigeria, hen over alle de forskellige steder som jeg allerede har været, men alt er sammenhængende i de 4-5 forskellige dimensioner, alt er nemlig planlagt på forhånd, paternalistisk fatalisme, det er hvad det er. Alle priserne vi gerne vil have, hænger nede fra træerne som strange fruits in the poppler tree. I virkeligheden svinger vores tanker måske bare rundt som døde kroppe, mens vi forsøger at læne os langt nok frem til at kunne høre hvad nogen siger, men det er meget langt væk, og vi er ikke selv bevidste om det, ihvert fald ikke nok til at lægge vores platoniske og ædruelige livsbegær fra os og endelig blive en del af nirvana, og andet religiøst bladder som jeg på ingen måde vil kommer nærmere ind på i forhold til mig selv. Sagen er den at jeg føler vi glider fra hinanden, som om vores menneskelighed, når den bliver isoleret og puttet i et reagensglas er som et ensomt børnehjemsbarn der dør på grund af manglende kropskontakt. Det er sådan den logiske sans i virkeligheden fungerer, og alle ved at den der taler uden om, alleligevel taber luften i sidste ende, inden han eller hun har formået at blødgøre boblen af viden den mindste smule. For hvordan skulle vi kunne udvide noget der ikke er statisk, men bevæger sig som bolde over en mørk gade i Paris et sted hvor det altid regner, mens de hjemløse går rundt og kigger på de smukke ludere og taler om deres mama mia, der vist sidder et sted i Italien med mænd de ikke kender navnet på? Det bliver alt sammen alt for kejtet, når vi endelig får åbnet sprækken en lille smule og kommer tættere på hinanden, ko.
Hvad kalder de udstoppede fugle, end underlig slags preservering af liv, håber de også en dag kan udstoppe mennesker, og sætte dem oven på hinanden i bygninger der fortsætter, time på time, med elevatorer op og ned, rundt i ringe med grøntsagsbuillon i eftersmagen af de gamle ansigter der kigger på mig, mens jeg prøver at sluge min bedstemors suppe, langt hen på formiddagen, alt for langt hen til at jeg selv kan forstå hvad jeg siger, når jeg forsøger at sætte et punktum, men kommer i tanke om at vi endda ikke har nogen tænder og at forskellen på død og minus kan være et komma. The panda eats shoots and leaves. Det er noget jeg engang lærte fra min mor, død ophavet, løsrevet eller ude af stand til at opnå kontakt med den skygge som de engang sagde havde dit navnskilt på. Det er et permalink til intetheden, til hades, til alt det som vi nogengange siger at vi er bange for, men som kommer kravlende ind på os, ligesom kræft, pesticider, eller politisk ukorrekte østrogenhormoner der enten bliver skudt ind gennem låret eller indtaget via blødgjorte plastik pakninger og vita wrap. Sjovt som vi opnår en underlig uopnåelig kontakt når vi endelig skriver sammen. Det er klik, klik, klik, ej, Tone, hvor ser du bare godt ud med de klipklapper på, bare smil pænt, buk og nej, vi er alligevel for seje til at høre på det, og vi går under ingen omstændigheder ind på de præmisser, fordi også vi er en del af den kæmpestore institution de kalder Canada og alt uden for smiler som om solen skinner fra hver eneste bakteriel fremvækst jeg føler sidder uden på. Det er ikke vrøvlet, det er fabulerende. Nogle gange så flyver mine tanker hen over Nigeria, hen over alle de forskellige steder som jeg allerede har været, men alt er sammenhængende i de 4-5 forskellige dimensioner, alt er nemlig planlagt på forhånd, paternalistisk fatalisme, det er hvad det er. Alle priserne vi gerne vil have, hænger nede fra træerne som strange fruits in the poppler tree. I virkeligheden svinger vores tanker måske bare rundt som døde kroppe, mens vi forsøger at læne os langt nok frem til at kunne høre hvad nogen siger, men det er meget langt væk, og vi er ikke selv bevidste om det, ihvert fald ikke nok til at lægge vores platoniske og ædruelige livsbegær fra os og endelig blive en del af nirvana, og andet religiøst bladder som jeg på ingen måde vil kommer nærmere ind på i forhold til mig selv. Sagen er den at jeg føler vi glider fra hinanden, som om vores menneskelighed, når den bliver isoleret og puttet i et reagensglas er som et ensomt børnehjemsbarn der dør på grund af manglende kropskontakt. Det er sådan den logiske sans i virkeligheden fungerer, og alle ved at den der taler uden om, alleligevel taber luften i sidste ende, inden han eller hun har formået at blødgøre boblen af viden den mindste smule. For hvordan skulle vi kunne udvide noget der ikke er statisk, men bevæger sig som bolde over en mørk gade i Paris et sted hvor det altid regner, mens de hjemløse går rundt og kigger på de smukke ludere og taler om deres mama mia, der vist sidder et sted i Italien med mænd de ikke kender navnet på? Det bliver alt sammen alt for kejtet, når vi endelig får åbnet sprækken en lille smule og kommer tættere på hinanden, ko.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar