varulve

Stella kunne huske første gang hun mødte Katinka tydeligt. Hun havde leget i gården om aftenen, tæt på den parkeringsplads hun havde set sin far på. Hun fik øje på Katinka, siddende under et klatrestativ, lille pige med det røde hår i to fletninger. "Hvad laver du?" havde hun taget sig mod til at spørge. "Jeg er en varulv. Jeg gemmer mig fra månen." sagde Katinka og trak sit strikkede halstørklæde lidt op omkring sit ansigt. "Jeg hedder Katinka, men kald mig Luna Violine Natskygge." (Stella har drillet hende med dette lige side, og når Katinka er fuld nok, reagerer hun perfekt på Luna Natskygge). "Må jeg godt være med?" spurgte Stella og flyttede nervøst på sine fødder. Katinka kiggede kritisk på hende. "Er du en dreng eller en pige?" spurgte hun, med et forvirret blik på Stellas hjemmeklippede navy-cut møder svenskerhår og lyserøde sandaler. Stella grinede. "Jeg hedder Stella. Se selv." I loommen havde Stella et grimt sammenkrøllet papir, med et billede af hende siddende i en skov og hendes navn (Stella J. Bastiansen) skrevet over - et splinternyt bålbevis fra fritidshjemmet og hun havde allerede krøllet det helt sammen. Katinka havde taget hårdt fat i hendes arm og trukket hende ned til sig. "Pas på! Månen kommer snart frem!". De havde været varulve, slået indbyggerne i gården ihjel, spist magiske tic-tac'er der gav den superkræfter og Katinka havde været en varulve-unge, som Stella havde puttet sin jakke rundt om når den skulle sove. Klokken var blevet alt for lang tid over sengetid og da Stella og Katinka kom hjem, var der kontant afregning i mængden af fredagsslik for Katinkas vedkommende og en foruroligende mangel på konsekvenser for Stellas.