Hvalsang

Det kaldes at holde op med at have tid til det pjat, og er det punkt vi alle burde komme til. I stedet for at være umodne grisebasser der sviner vores rene tøj til inden middagsmaden (og ikke kommer til lørdagsrengøring) bør vi svinge os i lianerne over vores køkkenhave i bedste arlareklamestil. Husk på, at ord er magt, så vi må hellere bruge så få som muligt. For at være rebel vil jeg dog gøre det alligevel - for hvem ved om det gamle sure ansigt, der måske findes inde bag træbarken hvis jeg graver længe nok, alligevel kan bevæges og fås til at kigge op mod den lyseblå himmel inden der er solformørkelse i Kina. Det kan siges at være en spøjs udsigt herfra, eftersom alt andet end det jeg sagde til dig igår, stadig findes der nede et sted, begravet under et par lag af almindelig høflighed og glemsomhed. Det er ligesom alt skønheden i verden... Jeg stopper mig selv, tvivler på at nogen sætter pris på det, men er ikke på vej i seng, ikke på de præmisser ihvert fald, jeg vil først eksplodere, siden implodere og tilsidst besvime, som en lille pelsklump under et panser, som et lille barn i en hule langt langt under jordoverfladen. Så vil jeg trykke min næse flad mod den bløde sorte muld og vente på at trafikken over mig stilner og der bliver tyst omkring mig. Så vil jeg synge, hvalsang og påfuglesang og vente på at nogen måske endda kommer til mig. Hvis jeg nu bare synger længe nok.