Verdens er lavet af tulipaner idag og der er småbadende nymfer i min forhave, forstadsaristokrati på det højeste niveau. Hvis jeg lader dem bide mig i tåspidsene, kan jeg mærke hvordan det kribler hele vejen op i min mave, spytslikkende bræk og blæk fra en gang på et skib i Sverige. Lanternerne får en dramaturgisk hjælper/bøddel funktion i min eget postkortet-kantede og sorthvide fortolkning. Jeg kan se mig selv, stående ude ved masten, bølgeskum over min trøje, med lillebitte Esteban i armene, spanske bøsse-fantasier med aids-resistent immunforsvar. Nogle gange føles det ligesom, at strække din hånd ud gennem krystalglas, og mærke hvordan din hånd smadrer igennem det (og får blødende sår op af håndleddet, der resten af dit liv vil minde dig om, at sukkerskeer og bløde kavalergange, aldrig er nok til at igangsætte din krops koaligationsfaktorer og blodplader) og næsten når målet. Sucessen stiger dig til hovedet, det bruser ligesom purpurbrus gennem dine blodårer og jordens tarmflora folder sig ud foran dig. Men det er faktisk bare en ukønnet konstruktion, en ting der kun eksisterer i sin performativitet. Det er bare ærgerligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar