Hjorteflok

Det er et spørgsmål om forvirring, angst og alle de ting der ligger mellem linjerne, når vi trækker de små hår ud af hinandens armhuler med en kulde og angst, der kunne minde om nordpolen, Stalingrad i november, gårdvagter med pigerne i baggrunden. Jeg tænker, at vi er tilsidesat fra vores egne tanker, når vi ligger os ned i sneen og lytter til ænderne og mågerne og duerne, der er ude efter mad på denne kolde dag. En sted langt væk bevæger en flok hjorte sig igennem det inkonsistente ufremkommelige landskab, mens deres hove knitrer inciterende i den nyfaldne sne. De er på listen over alle de ting jeg ikke må gøre, alle de mange små praktiske detaljer, der falder om os som en talregn, uendelige bølger af 0 og 1, der svæver omkring flokken, jeg kan se dem formere sig og forme et kaligrafisk mønster, en mening med de små kruseduller og snirklinger der folder sig i luften. Det er ligesom tiden står stille i et kort sekund, før vi løber videre ud mod horisonten. 

fersken

D for Dorthe, Dorothy, dårlige dumme dannelser dersom drengene disker diskret. Mit ansigt er lavet af sne og jeg har uldne arsokker på, uden noget specielt formål, konstruktioner af uspiste forstyrrelser og neurotiske lidelser, imens vi venter på at det går over; uden for ved busstoppestedet, og livet ligesom hænger på en snor imellem liv og død og færdigskrællede gulerødder i farvede plastikkrus. Det er tidligt om morgenen, men ikke for tidligt til at vi stadig kan nå, at få noget ud af dagen - Nej, hehe, denne dag kan vende om på vores liv, sagde Mrs. Dalloways datter inden hun satte sit urørte og uskyldige legeme ind i en bus fuldt af fremmede mænd, og håbede på ikke at ende sin skæbne som et stykke smukt men forkastet slikpapir, som en eller anden har brugt tid på at glatte ud selv om det er blevet spist. "Vil du have mit æg?". Det er mere end jeg kan sige for mig selv, under alle omstændigheder.
Jeg synes vi burde tage et bad sammen, og vaske os helt rene for alt det skidt der sidder på din krop i løbet af dagen, og hvisker til dig, og fordrejer dine rigtige og kristne tanker. Alt der fjerner os fra Jesus fjerner os fra vores kropslighed. Det er varmt stof imod fordrejet velcro, det er at komme til at smage på ordene der ligger ligesom små vandpytter af ord, som allesamen føles forskelligt når du slubrer dem op imellem dine tænder, og det drypper med orangesaft fra loftet ned over mine nye kondisko, som var så hvide før du kom. Og nogle gange drypper den orange ferskenssaft også ned i mine lunger, og jeg bliver forpustet og svimmel ved den mindste berøring udefra, og ligger helt stille for ligesom at isolere problemet, så det bliver mindre og nemmere at håndtere. Så føler jeg mig lidt mindre som et menneske for hver gang det sker, og hvem ved, måske forsvinder jeg helt en dag?

Hvalsang

Det kaldes at holde op med at have tid til det pjat, og er det punkt vi alle burde komme til. I stedet for at være umodne grisebasser der sviner vores rene tøj til inden middagsmaden (og ikke kommer til lørdagsrengøring) bør vi svinge os i lianerne over vores køkkenhave i bedste arlareklamestil. Husk på, at ord er magt, så vi må hellere bruge så få som muligt. For at være rebel vil jeg dog gøre det alligevel - for hvem ved om det gamle sure ansigt, der måske findes inde bag træbarken hvis jeg graver længe nok, alligevel kan bevæges og fås til at kigge op mod den lyseblå himmel inden der er solformørkelse i Kina. Det kan siges at være en spøjs udsigt herfra, eftersom alt andet end det jeg sagde til dig igår, stadig findes der nede et sted, begravet under et par lag af almindelig høflighed og glemsomhed. Det er ligesom alt skønheden i verden... Jeg stopper mig selv, tvivler på at nogen sætter pris på det, men er ikke på vej i seng, ikke på de præmisser ihvert fald, jeg vil først eksplodere, siden implodere og tilsidst besvime, som en lille pelsklump under et panser, som et lille barn i en hule langt langt under jordoverfladen. Så vil jeg trykke min næse flad mod den bløde sorte muld og vente på at trafikken over mig stilner og der bliver tyst omkring mig. Så vil jeg synge, hvalsang og påfuglesang og vente på at nogen måske endda kommer til mig. Hvis jeg nu bare synger længe nok. 

Drengene

Jeg elsker drenge
Drenge har langt bølget hår og bløde læbestiftsrøde munde
Drenge har små hænder og slanke arme
Drenge bevæger sig i små flokke og tygger tyggegummi
Drenge vrikker med deres hofter i stramme små kjoler
Drenge bruger tid på deres teint og foundation
Drenge tager sig godt ud 
Drenge er altid tvetydige
Drenge kan få dig til at tabe alle de ting du havde i hænderne
Drenge kan signalere tusind følelser med et kast med de lange øjenvipper
Jeg elsker drenge, det gør vi allesammen

Ko

Wow, den her blog er seriøst grim. Burde gøre noget ved det. Er også en kende nervøs over min computer, der ser ud som om den er ved at bryde sammen. Men jeg har vinterferie, jeg har intet at lave, fordi vi på vores produktion af filmen med de udstoppede fugle holder "hviledag", og som overspringshandling for at jeg burde gøre rent inden min mor kommer hjem, gør jeg det her. Og håber lidt at nogen læser det?

Hvad kalder de udstoppede fugle, end underlig slags preservering af liv, håber de også en dag kan udstoppe mennesker, og sætte dem oven på hinanden i bygninger der fortsætter, time på time, med elevatorer op og ned, rundt i ringe med grøntsagsbuillon i eftersmagen af de gamle ansigter der kigger på mig, mens jeg prøver at sluge min bedstemors suppe, langt hen på formiddagen, alt for langt hen til at jeg selv kan forstå hvad jeg siger, når jeg forsøger at sætte et punktum, men kommer i tanke om at vi endda ikke har nogen tænder og at forskellen på død og minus kan være et komma. The panda eats shoots and leaves. Det er noget jeg engang lærte fra min mor, død ophavet, løsrevet eller ude af stand til at opnå kontakt med den skygge som de engang sagde havde dit navnskilt på. Det er et permalink til intetheden, til hades, til alt det som vi nogengange siger at vi er bange for, men som kommer kravlende ind på os, ligesom kræft, pesticider, eller politisk ukorrekte østrogenhormoner der enten bliver skudt ind gennem låret eller indtaget via blødgjorte plastik pakninger og vita wrap. Sjovt som vi opnår en underlig uopnåelig kontakt når vi endelig skriver sammen. Det er klik, klik, klik, ej, Tone, hvor ser du bare godt ud med de klipklapper på, bare smil pænt, buk og nej, vi er alligevel for seje til at høre på det, og vi går under ingen omstændigheder ind på de præmisser, fordi også vi er en del af den kæmpestore institution de kalder Canada og alt uden for smiler som om solen skinner fra hver eneste bakteriel fremvækst jeg føler sidder uden på. Det er ikke vrøvlet, det er fabulerende. Nogle gange så flyver mine tanker hen over Nigeria, hen over alle de forskellige steder som jeg allerede har været, men alt er sammenhængende i de 4-5 forskellige dimensioner, alt er nemlig planlagt på forhånd, paternalistisk fatalisme, det er hvad det er. Alle priserne vi gerne vil have, hænger nede fra træerne som strange fruits in the poppler tree. I virkeligheden svinger vores tanker måske bare rundt som døde kroppe, mens vi forsøger at læne os langt nok frem til at kunne høre hvad nogen siger, men det er meget langt væk, og vi er ikke selv bevidste om det, ihvert fald ikke nok til at lægge vores platoniske og ædruelige livsbegær fra os og endelig blive en del af nirvana, og andet religiøst bladder som jeg på ingen måde vil kommer nærmere ind på i forhold til mig selv. Sagen er den at jeg føler vi glider fra hinanden, som om vores menneskelighed, når den bliver isoleret og puttet i et reagensglas er som et ensomt børnehjemsbarn der dør på grund af manglende kropskontakt. Det er sådan den logiske sans i virkeligheden fungerer, og alle ved at den der taler uden om, alleligevel taber luften i sidste ende, inden han eller hun har formået at blødgøre boblen af viden den mindste smule. For hvordan skulle vi kunne udvide noget der ikke er statisk, men bevæger sig som bolde over en mørk gade i Paris et sted hvor det altid regner, mens de hjemløse går rundt og kigger på de smukke ludere og taler om deres mama mia, der vist sidder et sted i Italien med mænd de ikke kender navnet på? Det bliver alt sammen alt for kejtet, når vi endelig får åbnet sprækken en lille smule og kommer tættere på hinanden, ko.