Fuck

Stella tog sin jakke på. Der var stadig 2 timer til festen startede, men hun havde brug for at komme ud af huset. Hun tog sine oversize læderstøvler på og dalrede ned af opgangen. Hendes hår var ved at blive længere, og lå som en beskyttende hjelm om hendes hoved, som hun kunne skule ud af når hun gik på gaden. Det var ved at blive mørkt, og der var næsten ingen mennesker, bortset fra en gruppe indvandrerdrenge der hang ved bredden af kanalen med deres hunde. Stella gik ned i en kiosk og købte en øl. Hun satte sig og drak øllen ved kanalen og smed sten i vandet. Hendes ben dinglede. Hun slog dem mod siden af kanalen, hårdere og hårdere. Tårene pressede mod hendes øjne. Hun fandt en rytme og slog benene hurtigere. Smerten i hendes hæle var distraherende og hun blev ved. Pludselig faldt hendes ene lædersko af og faldt ned i det kolde sorte vand 2 meter under hende. Fuck. Stella rejste sig lynhurtigt op og sprang ned på de sten der var under hende og prøvede at nå den. Men skoen flød lige så langsomt væk, indtil den lavede en lille glup-lyd og forsvandt ned i det sorte dyb. "Fuck!" sagde Stella højt for sig selv. Indvandrerknægtene sendte hende et kollektivt blik og hun kunne høre nogen grine. Hun greb sine ting, vendte sig om, og gik tilbage mod lejligheden.

vilde hjerter

De skræmte mig væk fra min naturlige ekstasi
og jeg har aldrig lavet lektier siden
Livet er lavet af skrå brædder, vi glider ned med mørke, mørke rander under øjnene på kanten af kanalen
Måger i et omtåget højhus
Tag mig i hånden og træk mig ned i tangdybet
på en loftslejlighed på Vesterbro
Og vilde hjerter kører på LP-afspilleren
Åndssvage populister
Facister
og chauvinister
Ikke sært alle tror
vi er vrede
og farlige

Tekop

Jeg ville godt turde kaste mig ud over kanten
Hvis jeg havde en lyserød fjerboa og et ordbillede fuld af lyd i min mund
og det eneste jeg rigtigt kunne tænke på, er sket for lang tid siden
Jeg kan ikke lide at have hemmeligheder
og ting føles kryptisk
Og der er geder og gespenster rundt om hjørnerne
de venter bare på at springe på os, hvis vi ikke kigger bagud når vi drejer
Forandringerne er en integreret del af urskovens økosystem
Vidste du at jeg fik 4 mark i naturgeografi
Jeg kan grave det som en spade i den lugtende muldjord i Lynge
Lynge der lynger sig som lunken flødemælk med E-numre
Der allesammen er blevet memoriseret af dig og din kæreste
Vidste du, at piger med for store overarme også har følelser?
Jeg føler jeg nærmer mig noget konkret
bestående af lange kombinationer af 1 og 0, nerver og blod og profetier mod himmerriget
Det er som en daggammel havregryn med jord i
Men der kan altid tydes ting på bunden af en tekop, når man tør vente længe nok

teenage stream of consciousness

en sommer
Hvor livets mening primært bestod af gamle øl og hellige kapsler der slangede sig som en å i mine forældres have
Og 8 kroppe lå tæt sammenslymgede på min hems om natten
Og vi druknede os selv og vores naboer i amager strands kolde vand
Mens vi løb afklædte op og ned af strandpromenaden
Og de to piger med kort og krøllet hår kyssede hinanden én gang ude i haven
Før vi allesammen blev deprimerede og gamle og syge
Og pakkede vores kroppe ind i vat og gamle aviser
Før vi gik ture i det overskyede vejr og ledte efter hinanden
Før kolliderede vi
Og troede vi hallucinerede når det eneste vi kunne se fra vores brækkede kraveben og magre kroppe
var guitarkasser og jimmy hendrix for fuldt drøn
Jeg har givet den et navn, er den ikke sød
Hvordan overbeviser man en ambulance-chauffør om, at man ikke har taget stoffer, når ens pupiller er store som tekopper og ens forældre drikker chai latte og dyre drinks i Bangalore og sover når du er vågen?
Freestyler from the top of my dome
Og vores dome er et lille hus på amager og et skur med tomme øldåser i
Hallucinerende, nøgne og hellige drager vi os selv imod en håbløs mening
Tungeslaskende, sensationssøgende, hormonforstyrret
Jeg ved godt din mor er hr. og fru danmark, men ligenu har du et vaskebræt som en konkurrencesvømmer, og alle vil i seng med dig
Bortset fra de to piger der gemmer sig og fletter fingre
De skal snart slynge hinanden ud i deres livs tragedie, men det ved de ikke endnu
Og hvis det lykkes os at skrubbe pletterne af loftet
Og vente til supermarkedet igen bliver fydt med harboe pilsner
Kan vi leve i vores teenagerus af drømme og lort lige indtil sommerferien er slut

varulve

Stella kunne huske første gang hun mødte Katinka tydeligt. Hun havde leget i gården om aftenen, tæt på den parkeringsplads hun havde set sin far på. Hun fik øje på Katinka, siddende under et klatrestativ, lille pige med det røde hår i to fletninger. "Hvad laver du?" havde hun taget sig mod til at spørge. "Jeg er en varulv. Jeg gemmer mig fra månen." sagde Katinka og trak sit strikkede halstørklæde lidt op omkring sit ansigt. "Jeg hedder Katinka, men kald mig Luna Violine Natskygge." (Stella har drillet hende med dette lige side, og når Katinka er fuld nok, reagerer hun perfekt på Luna Natskygge). "Må jeg godt være med?" spurgte Stella og flyttede nervøst på sine fødder. Katinka kiggede kritisk på hende. "Er du en dreng eller en pige?" spurgte hun, med et forvirret blik på Stellas hjemmeklippede navy-cut møder svenskerhår og lyserøde sandaler. Stella grinede. "Jeg hedder Stella. Se selv." I loommen havde Stella et grimt sammenkrøllet papir, med et billede af hende siddende i en skov og hendes navn (Stella J. Bastiansen) skrevet over - et splinternyt bålbevis fra fritidshjemmet og hun havde allerede krøllet det helt sammen. Katinka havde taget hårdt fat i hendes arm og trukket hende ned til sig. "Pas på! Månen kommer snart frem!". De havde været varulve, slået indbyggerne i gården ihjel, spist magiske tic-tac'er der gav den superkræfter og Katinka havde været en varulve-unge, som Stella havde puttet sin jakke rundt om når den skulle sove. Klokken var blevet alt for lang tid over sengetid og da Stella og Katinka kom hjem, var der kontant afregning i mængden af fredagsslik for Katinkas vedkommende og en foruroligende mangel på konsekvenser for Stellas. 

En sang om ensomhed fra en kanape for lang tid siden
Lad os ligge os ned i isvandet og klamre os til hinanden
Tiden går i en cirkel og tankernes spind om dine blå øjne, danner magiske tårne der tager os helt til himlen og englene
På en veranda i Jylland
Sagde du, at du ikke ville se mig mere
Nordisk melankoli der flyver som stille toner og nordlys over betonbygningerne, hvor dig og din mor bor
Har aldrig været helt så stille her omkring