gamle ting jeg har skrevet nr. 2

Jeg kan godt lide de små hår i din nakke
Kakafoni af skønne konstruktioner
Skørt på sin egen måde
vil jeg gerne tage ud imod det
som de hele tiden taler om
rubinindrammet sukkerske mod blød hud
sat i forbindelse med rusten forvirring og nødige forbindelser
Vil vore vilje til at prøve os frem
kunne gøre os til andet end
ferskner i badet
duer på taget?
Europakortet i klasselokalet lugter som din mors frisure
Surt
Men afhængighedsdannende
Symboler som vi omgiver os med
Mens vi smutter om bagved
og træner rygsvømning på vrangen
En underlig ting
Kakaduen kan smile helt
Svagt oplyste pletter på din sommerfuglehud

Storsejlet

Katamaraner og katalysatorer
er hvad præcis hvad jeg spørger efter
når jeg banker på hos havnefogeden
for at låne hans skovl
og hans datter
Verden består af cement og porcelænsplastik
Græsk-katolsk protestant katalysisme
Implantater der fører os imod intraforbindelser
Mumlerier, fisket biotopi
Idealerne smuldrer og jeg tænker hele tiden på smudsende dybder fra dybdemåleren på forstævnet
Du blinker mens du fokuserer dine øjenbryn
Tjek ind ; tjek ud
Langt reb ; kort snor
Overfladespændingen gør betændelsen vildere
Det ligger som en mumlen under os
Uforklarligt spytslik for hele menageriet
De trækker mig i benet
Tror jeg overdriver
Hunden, halser, hæmoglobinforbindelser
Autoterapeutisk selvironi
Der et kapitel tilbage
Og vi skal hæve storsejlet ned
Vaklende, vaklende, vaklende
Vanvittig konstallation
Clipper ; depth
Clippet ; depth
Vi nærmer os

Poetry, Texas

Jeg prøvede forsigtigt at vælte dig i vandet igår, da vi drak os fulde i rødvin på bredden af H. C. Ørsteds søen, 27,- for en halv liter og vi blæser lidt på det hele. Brugte hele dagen på at sove, drømte jeg var faret vild i en bus der kørte mod Mississipi, mod Poetry i Texas. De bildæksformede biker-mænd på det busstopsted jeg stod af på, lod mig låne deres telefon, men det lykkedes ikke at få fat på nogen, fordi jeg nogle gange lever i en isoleret boble fra omverdenen og kan blive lidt tilsidesat af manglen på datachips, tdc-taletidskort og andet grej, det skal til for at holde sig selv kørende i det senmoderne samfund. Der var tørt og varmt, men jeg havde en underlig afskåret fornemmelse, som at være en potteplante der er belevet revet op med sine rødder og sendt på en rumsonde med ukendt destination, til at cirkulere om jorden i de næste 10 år. På en måde ligesom den gang, jeg notesbogsnoterede hver eneste bevægelse fra et ungt kærestepar på en togtur fra min mormor og morfar som cirka 14 årig, og de var forvirrede og ind kommer en mand med omkring 20 bøjler med nyrenset tøj på, og jeg kan stadig huske at elske ham en lille smule, fordi han stod der og så så naiv og dum ud, med alle tøjbøjlerne og de plasticsindpakkede jakkesæt dinglende omkring hans ranglede krop. Jeg kunne godt have taget ham i hændene, givet ham en kiks og en kop the og lært ham at læse Viriginia Wolf. Hvis vi nu siger, at hver eneste erindring er en rekreation af pågældende begivenhed, så er du aldrig helt færdig med noget. Ikke med en film, og ikke med en s-togs rejse eller den underlige by Poetry, der minder mig om stanken på Sjælør Bodega, og den gamle mand der råbte "SÆK" efter mig, da jeg spurgte om jeg måtte låne deres toilet. Hvis jeg ser et egetræsblad, får jeg altid lyst til at hive alt bladmassen af fra stænglerne i bladet, så det ligner et underligt fiskeben af grønkorn og biomasse. Det er lidt ligesom at leje med ord - nye konstruktioner der opstår ved at vælge ting fra. Hvordan kunne billedhuggeren se, at der var en hest i stenen? Det er alt sammen meget meningsfuldt og noget vi, følsomme skrukforvirrede teenagepiger og midaldrende mænd, skal gemme ind under vores skovmandskjorter og blomsterkjoler og tage med os i graven-

girl, you'll be a woman soon

Verdens er lavet af tulipaner idag og der er småbadende nymfer i min forhave, forstadsaristokrati på det højeste niveau. Hvis jeg lader dem bide mig i tåspidsene, kan jeg mærke hvordan det kribler hele vejen op i min mave, spytslikkende bræk og blæk fra en gang på et skib i Sverige. Lanternerne får en dramaturgisk hjælper/bøddel funktion i min eget postkortet-kantede og sorthvide fortolkning. Jeg kan se mig selv, stående ude ved masten, bølgeskum over min trøje, med lillebitte Esteban i armene, spanske bøsse-fantasier med aids-resistent immunforsvar. Nogle gange føles det ligesom, at strække din hånd ud gennem krystalglas, og mærke hvordan din hånd smadrer igennem det (og får blødende sår op af håndleddet, der resten af dit liv vil minde dig om, at sukkerskeer og bløde kavalergange, aldrig er nok til at igangsætte din krops koaligationsfaktorer og blodplader) og næsten når målet. Sucessen stiger dig til hovedet, det bruser ligesom purpurbrus gennem dine blodårer og jordens tarmflora folder sig ud foran dig. Men det er faktisk bare en ukønnet konstruktion, en ting der kun eksisterer i sin performativitet. Det er bare ærgerligt.