Jeg sidder i min mormors
baghave og kigger op på de hundredetusinde af svaler der flyver i kæmpe store
gigantiske flokke. De folder sig som bølger over himlen, og under deres vinger
har de mystiske frynser, der glimter som nordlys når man ser det langt væk fra.
Jeg sidder i en havestol i min mormors have og kigger på dem, højt oppe i
himlen. Den bedske duft af slået græs der er mugnet i sommerheden fylder
luften, mens svalerne flyver bort med en lavmålt klirren, ligesom små klokker i
vinden. Jeg kigger efter dem en sidste gang, inden den sidste raslende
svalevinge forsvinder bag trætoppene fra bøgetræerne bag vores nabos indkørsel.
Forleden dag fandt jeg et hul i vores have, en lille underlig hulning, ligesom
huller i kraniet på et nyfødt barn. Det ligesom svupper i jorden når jeg sætter
min fod der, men jeg trækker den altid tilbage inden den forsvinder helt og
muligvis dematerialiserer sig selv dernede. Jeg har endnu ikke fortalt nogen om
hullet, men jeg har en fornemmelse af at der er en forbindelse til svalerne.
Emmas hænder føles klamme, da
hun tager mig i hånden og klapper mig kærligt på kinden. "Mor er stadig
ikke rigtigt klar til at få besøg du, så hvis det er okay med dig, vil mormor
rigtig gerne have dig boende en uges tid endnu, du ved hvordan det er, og vi
vil jo nødigt komplicere tingene, vel?" En svag og velkendt duft af støv
og brombær følger rundt med hende, og jeg ligger mærke til, at hun har mors
sølvfarvede øreringe på. Der er nogle gange ting, man ikke tør sige til hinanden,
så jeg accepterer og sætter mig på en stor sten i haven. Emma stikker hovedet
ud og kigger medlidende på mig og spørger, om jeg vil have noget saftevand, så
jeg går ud imod legepladsen et par gader henne. De kedelige villaveje minder
mig om sodabrus uden smag.
Hun er lille, grå og ikke videre bemærkelsesværdig, hvis det ikke
havde været for omstændighederne. Den lille pige har en hvid hund og sidder bare
på
gyngen og gyng-ganger, men alligevel får jeg et chok udover det sædvanelige og hopper et par skridt tilbage, da vi får øje på hinanden. Hun
kigger på mig, og det føles som om hendes små øjne er lavet af brunt rågummi.
"Hej med dig, er du alene?"
Hun kigger sig surmulende omkring,
mens hunden sprinter forvirret rundt.
"Monsieur kan ikke finde sit kødben. Han kan godt
lugten, men jeg tør ikke følge efter ham."
"Er Monsieur din hund?"
Hun nikker og hendes runde rågummiøjne falder ned imod
mine fødder.
"Skal jeg følge dig?"
Hun nikker bekræftende.
Pludselig lyder der en velkendt lyd bag mig, en ringlen fra vingerne af tusind
regnbuefarvede svaler. De dukker op bag os som en stor sort og regnbuefarvet
flænge på himlen. Rågummi-pigen ser åndsfraværende ud, mens luften sitrer af
svalerne der flyver over vores hoveder og jeg føler at verden er forhekset og
at jeg kan male med alle vindens farver. I det samme som svalerne passerer
vores hoveder stikker Monsiuer i løb. "Monsieur!" rågummipigen
forsvinder efter ham ned af en gade. Jeg står tilbage og har fnuller mellem
tæerne, og mens jeg kan høre en svag genklang af en mor der ikke vil
kompliceres, begynder jeg at spadsere mod det der både er mit hus og den
retning rågummi-pigen løb i.
Nede af nr. 2 gade fanger jeg
dem igen, Monsiuer løber i en stik mod mormors hus, mens rågummi-pigen råber
op. Da Monsieur sætter sit vandvittige løb ind i mormors have, føler jeg at mit
territorie er i fare, og skrider ind. Rågummi-pigen og mig bevæger os ind i min
have, hvor jeg får øje på Monsieur nede i bunden. Hun griber min hånd på en
måde, der både føles varm og foruroligende. Mens en svag ranglen fra en
efterladt svale bølger over os, træder Monsieur på hullet. Rågummi-pigen gisper
i rædsel, mens Monsiuer trækkes ned i hullet, og det hele sker så hurtigt, at
jeg kan genkalde mig episoden i slowmotion, hvordan Monsieurs poter langsomt
bliver opslugt af den brune jord, som om jorden kravler opad i lige så høj grad
som Monsieur falder nedad. Jeg husker det sidste sekund hvor vi kun kunne se
dens ører kort efter et sidste forskrækket bjæf gik gennem stilheden. Og så var
den væk. Rågummi-pigen så ud til at tage tabet af sim hund meget alvorligt, og
brød ud i en flæbende gråd. Jeg ville gerne have holdt fast hendes små hænder
og opfinde en forklaring om julemanden og svalerne, men nogengange er livet
bare ondt og uforklarligt og jeg kunne høre Emma kalde på mig fra huset, for at
sige farvel inden hun ville komme igen om en uges tid, så jeg vendte mig mod
huset, hviskede et sidst hemmeligt kodeord til rågummi-pigen og satte i.
